December 1953. 12.12

Lørdag.
 Kirsten og Bodil Nielsen var her ude tirsdag eftermiddag. Vi drak the og spiste tipssandkage og franskbrød til. Vi snakkede resten af eftermiddagen, og om aftenen gik vi en tur til banen og ad stien til åen. De var så glade for Kirsten, og det kan jeg godt forstå.
I torsdags lukkede skolen kl.11. Da jeg kom hjem, var de 5 små alene. Far og mor var inde i byen på juleindkøb.
Så tog jeg affære. Jeg skrubbede havregrødsgryden og så kørte jeg op på Søborg Hovedgade og købte ind. Da jeg kom hjem, smurte jeg frokost, og så kom Store Stig. Han spurgte, om Jakob og Torkild ikke kunne komme der over og klippe julestads.
Det gjorde de, og om eftermiddagen underholdt jeg de 3 mindste. Jeg læste for dem og digtede selv historier. Bagefter ville de lege eventyrleg, og så klædte jeg dem ud som prinser, dronninger, tiggerbørn, o.s.v. Jeg brugte alle mine tørklæder, og smykker brugte jeg.
Så kom Jakob og Torkild hjem fra Store Stig med en hel masse kravlenisser. Da vi havde set lidt på dem, lavede jeg aftensmad, først koldskål, uhm, den blev lækker.
Da jeg lige havde kogt kartofler, kom far og mor hjem belæsset med pakker. De havde købt en hel masse flotte ting, og vi fik straks en lille ting. Jeg fik en perlon—hofteholder., en smadder flot en, den har kostet 17,50. Den kan man forresten ikke kalde for en lille ting.

Mandag den 14.12.53.
I fredags var jeg til juleafslutning i husgerning. Først bagte vi julekager og lagkager og småkager. Dernæst pyntede vi op. Endelig kunne måltidet tage sin begyndelse. Hr Åge kom i egen høje person. Han holdt en køn lille tale, og vi sang julesalmer.
Jeg har digtet et vers til Moster Elses julegave. Her kommer det:
Hvis nu til dig jeg skrev,
om hårnåle i et brev,
de svandt og de blev væk,
som dette sorte blæk,
og nu du nok forstår,
hvorfor du æsken får,
at du ej risikere, at tabe nåle mere.
Jeg har snakket med mor om, at hun skal have en lille plastikdåse med rokokko—billede. Det kunne have været bedre, men det kunne også have været dårligere.
Det kunne min karakterbog ikke. Gennemsnittet lå hele 4 under mg. I skriftlig regning fik jeg mg—, og det fik jeg også i fysik. Jeg kan godt forstå, at far blev skuffet. Han skriver selv regne— matematik— og fysikbøger. Jeg blev også skuffet, for i den sidste geometriprøve fik jeg ug. Det fik jeg også i den sidste engelskprøve, og i karakterbogen fik jeg mg+. Den eneste glædelige overraskelse er, at jeg fik mg i håndarbejde. Far har forresten sagt til mig, at jeg er godt nok begavet. Det siger lærerne også, men de siger også, at jeg skal læse hjemme. Det ville jeg såmænd også gerne, men så er det bare det med tiden. De voksne tror, at jeg har masser af tid, men det har jeg slet ikke. Jeg har heller ikke så meget lyst.
Torsdag 17.12.53
I aften skyndte vi os at tage ud af bordet, og så lagde jeg Kirsten i seng, mens de andre vaskede op.
Da jeg var færdig, tog mor og jeg bussen til Lyngby. Vort mål var frøken Svåbeks legetøjsbutik. Vi stod af ved Lyngby Torv. Der foresvævede mor noget om, at Leif havde sagt, at vi skulle til højre, forbi en togbro og hen ad en lille sti. Vi gik et lille stykke ad vejen til højre og spurgte så en dame med en dreng, hvor Lyngbygårdsvej lå. De spurgte, hvad nummer på Lyngbygårdsvej, det var. Jeg sagde, at det var i en legetøjsbutik. Så spurgte damen om, det var frk. Svåbæks legetøjsbutik. Så sagde hun, at vi bare skulle gå bagved dem, for de skulle gså derhen.
Endelig var vi der. Det var en stor flot butik. Leif løb mkring i hvid kittel og ekspederede. Han hilste lige flygtigt på os. Så så vi Jan, og gav os i snak med ham. Han skulle købe fyrværkeri.
Så kom frk. Svåbek og ville ekspedere os; men vi sagde, at vi var Leifs mor og søster. Hun viste os ind i sin dagligstue, og udbrød i lovprisninger over Leif. Hun bød mor en cigaret, og imens fik jeg tid til at se mig om. Dagligstuen var gennemført nydelig med snirklede møbler, porselænsfigurer, hvid radio og bløde lænestole.
Lidt efter gik vi ud i butikken, hvor vi købte. Fra Leif og mig tilsammen en soldaterhytte til Jakob og Torkil og 6 soldater. Til Jens og Anders købte vi to varevogne i rugbrødsfacon. Til Kirsten et ur og en yndig lille lyseblå . Til moster Åse købte mor et nydelig lille målebånd på en rulle. Sådan et vil Leif og mig give mor, og så en skrueblyant og en kugepen. Jeg fandt også sådan en kær lille dåse med et rococomotiv til moster Else. Så købte mor en masse legetøj til forskellige fætre og kusiner.

Lotte, vores eneste datter, er noget helt for sig selv. Hun er sund af helbred og normal af udvikling, og hun klarer sig vist ganske pænt i skolen.
Lotte har levet i mange år, og det kan let blive omstændigt at give blot en kortfattet oversigt over hovedpunkterne i det, jeg kan huske om hende. Hun har fra ganske lille været en fars pige.
Jeg har, mens hun var spæd, holdt på, at en datter brød jeg mig ikke så meget om, men jeg kunne nok unde hendes mor, at have en datter til at klæde på og til at snakke kvindesnak med, når hun voksede til. Og så var hun absolut ikke køn som spæd. Hendes hårvækst var sen og af næsten usynlig farve, issen og det øvrige hoved var næsten kuglerundt, kort og rund var hun, og så havde hun fra fødslen af et stort rødt skjold i panden, som det første år af hendes liv var synlig, hver gang hun græd. Den følgende tid skulle imidlertid ændre min indstilling. Hertil bidrog forskelligt:
Lotte blev født på Mortens dag, midt i efteråret med al dets farverige skønhed, en tid, som Lotte`s mor altid havde holdt meget af, og som jeg også havde en vis svaghed for.
Fødslen indtraf på en lørdag ved middagstid. Jeg havde ingen undervisning om formiddagen og kunne derfor tage med på klinikken. Hjemkommen derfra til Basnæsvej blev jeg præsenteret for en kraftig frokost. Det mente min svigermor, som havde været hos os i de sidste dage, ville være godt for os begge. Vi spiste begge med god appetit og var enige om, at hvis dette gik godt, som vi håbede, så kunne vi passende fremtidig fejre fødselsdagsfesten ved at begynde aftenen i forvejen med gåsesteg og rødvin.
Efter frokosten tog jeg ind på skolen for at undervise i to timer, den første time var vist elektroteknik, men i den følgende time skulle eleverne skitsere på den sorte tavle, og da jeg nu kunne regne med, at lærerværelset var tomt, var jeg ikke sen til at komme ind og ringe til Brønshøj fødeklinik på Krabbesholmsvej. Jeg ringede ca. kl. 13. Man ønskede mig tillykke med en datter, og på mit spørgsmål om moderens befindende, fik jeg at vide, at hun havde det storartet.
Jeg kunne så en halv time senere, tage hjem og fortælle det til svigermor, hvorefter jeg skyndte mig op på klinikken for at besøge min kone, som jeg nu regnede med at få hjem sund og rask i løbet af ganske få dage.
Heldigvis var der ikke andre patienter på stuen, så vi kunne tale sammen uden hæmninger. Ved slutningen af besøget bad Lotte`s mor mig om dog at se lidt på den lille pige, som stod i en vugge i et hjørne af sygestuen. Hun vidste godt, at jeg ikke brød mig så meget om at få en datter, men forsikrede mig for, at jeg nok skulle lære at være glad for min datter. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at virke interesseret, men den røde plet i panden og den skallede isse skinnede mig i den grad i øjnene, at jeg måtte være meget forbeholden.
Imidlertid glædede jeg mig til at få min kone rask hjem, og da vi nu lige havde fået en stor lys stuelejlighed i en villa, og vor økonomi havde bedret sig væsentlig i forhold til den gang vi blev gift og det første års tid derefter, så syntes vi begge, at fremtiden tegnede sig lys for os.
Ganske vist var krigen brudt ud et par måneder i forvejen, men man var endnu ikke klar over, hvilken ragnarok, der efterhånden skulle udvikle sig. Svigermor blev et par dage senere suppleret af moster Aase, som ville bringe alt i den bedste orden, til de to skulle vende hjem fra klinikken.
Ruth havde ofte talt om, at hendes drøm for den mest henrivende babyseng man kunne tænke sig, var drømmen om en kurvevugge beklædt med blomstret stof i mange rynker og forsynet med tæppe af samme stof.
Jeg besluttede derfor at berede hende en overraskelse efter den opskrift. Vuggen blev købt og Aase ydede noget af sin bedste kunst ved at udsmykke den. Alle mente de, at vuggen var henrivende, og jeg mente det vist også selv. Nu var rammen altså i orden, og Lotte skulle i den, hvad enten jeg mente hun var køn eller ej.
Hertil kom, at både kone og datter i løbet af kort tid viste sig særdeles sunde, og da vi for længst havde solgt den nødtørftige barnevogn, som havde været Leif`s, så mente jeg, vi skulle overveje, om det ikke var muligt at købe en helt ny barnevogn. Det viste sig, at en sådan var til at få ganske billigt (70 – 80 kr.) og det endda i en smuk lys farve. Jeg behøver ikke nu at lægge skjul på, at jeg var glad for at se min kone køre af sted med en barnevogn, som var både standsmæssig og smuk.
Bortset fra at Lotte i løbet af vinteren havde en omgang bronkitis (den eneste sygdom hun nogensinde har haft), gik alt så godt, som man kunne ønske sig, og der var stadig ingen grund til misstemning, selv om der var kommet en datter i huset.
Det var som bekendt ikke altid let at blive klog på en kvindes motiver, så skulle det næsten altid passe, at min kone lige havde fået stillet barnevognen på flisegangen foran huset om eftermiddagen, når jeg kom hjem. Jeg fandt naturligvis, at det var min kristne pligt at standse op og se ned i vognen. Og nu gik det rask fremad med omslaget i min indstilling overfor datteren. Hun så altid så sund og glad ud.
Meget tidligt begyndte hun at smile og smilet kom altid frem, når jeg så ned til hende, og efterhånden som foråret kom, lærte hun at sparke af sig og stikke de små tykke ben lige i vejret, så de blev helt brune i solen. Jeg måtte så enten pakke hende til eller også tage hende op og bære hende med ind, hvor våd hun end var.
Værre endnu blev det, da hun lærte at stå på sine ben. Nu stillede hun sig altid foran mig, når jeg kom hjem fra skole og lige skulle have en sludder med hendes mor i køkkenet, inden jeg gik over til mere alvorligt arbejde. Hvordan det altid kunne passe, at hun stod der, ved jeg intet om; men det passede, og da hun ikke var så god til at stå alene, tog hun altid fat i mine bukseben med sine små hænder, og stod så der og dinglede frem og tilbage med hovedet ind mellem min knæ, indtil jeg tog hende op på armen.
På denne måde blev det efterhånden skik, at jeg skulle have Lotte på armen, så snart jeg kom hjem, og at hun skulle sidde på mit skød, mens vi drak eftermiddagsteen.
Dette var den første tilnærmelse, og den dag i dag er Lotte den af børnene, der er flinkest til at råbe ”goddag far”, så snart jeg kommer hjem om eftermiddagen.
På mit skød sad hun også et par år senere, da vi en søndag aften var på vej hjem fra et besøg i Hillerød. Lotte var iklædt en lille fløjls frakke, som hendes mor havde udsmykket med på-broderede blomster. På hovedet havde hun en kyse af den samme mørkeblå fløjl. Under kysens store skygge tittede en pandelok af hendes kraftige hår frem. Hun så henrivende ud. Alle passagererne i den store fællesklasse vogn lyttede med tilbageholdt åndedræt til hendes mange spørgsmål. Hvert spørgsmål begyndte med ”far” og sluttede med hendes eget forslag til svar efterfulgt af ”tror du ikke også det, far?”.
Så snart vi var flyttet til Duevej, gjorde Lotte sin entre i den første form for samfund: legepladsen.
Leif introducerede hende ved omhyggeligt at gå rundt og præsentere hende og sig selv for hver enkelt dreng i alderen omkring 4 år. Lotte, der ved denne lejlighed var iført knaldrød strikket gamache dragt med en stor rød kyse, blev vel modtaget, og det blev i de følgende år en regel, at når Leif og hans jævnaldrende kammerater skulle have en spændende fælles leg i gang og de udtog dem der måtte være med, sluttede de: ”men vi vil ikke have piger med – Lotte må godt være med” og så var Lotte med.
Lotte var en lille tyksak og i begyndelsen brugte de lidt større drenge, at sige om hende, at hun havde slugt en fodbold. I almindelighed var Lotte en velset deltager i drengenes lege; mest blev hun beundret, når hun viste mod til at slås med en af de lidt større drenge. ”Mul ham, Lotte” blev der råbt og Lotte mulede ham.
Senere kom hun i skole, og Jette og Astrid, som var i samme alder, blev hendes veninder.
Allerede fra ganske lille viste Lotte stor tålmodighed og lærenemhed til at tilegne sig vers. Ca. 4 år gammel kunne hun alle versene i ”Flugten til Amerika”, senere tog hun fat på Kålunds fabler for børn. Da hun fik lært at læse på egen hånd, indøvede hun ”Hans og Trine” sammen med Leif. For et års siden overraskede Lotte os med at fremsige Kaj Munks Danmark på 56 vers; den havde hun på eget initiativ lært sig ved at læse hvert vers igennem et par gange og derefter repetere.
Musikalsk er hun absolut ikke, men i besiddelse af en besynderlige frodig, næsten dagdrømmeragtig fantasi. Hun keder sig aldrig, hvad enten hun er alene eller sammen med andre børn, som i øvrigt altid er glade for at lege sammen med hende. I skolens første klasse var hun vist nok inviteret med til samtlige klasseveninders fødselsdag i årets løb. Lotte vil forfærdelig gerne være en god og fornuftig pige, så gerne, at man undertiden frygter for, at der er lidt hykleri med i spillet; men det er der nu ikke.
Imidlertid er Lotte nærmest lidt klodset og kejtet uden mindste interesse for, hvordan hendes færden tager sig ud set med andres øjne. Dette i forbindelse med den allerede omtalte tilbøjelighed til dagdrømmerier gør, at hun ikke altid opnår ros af far og mor for hendes meritter. Lotte er kort sagt en glad, god og fordringsløs pige, som klarer sig udmærket overalt på trods af, at hun er en udpræget ener.
Mange voksne har efterhånden vist interesse for Lotte. Af disse skal nævnes fru Olivarius og hendes voksne datter. På Duevej kom Lotte ofte ind hos fru Olivarius, der i øvrigt af gårdens børn og deres forældre var anset for at være en meget striks og utilnærmelig gammel dame. Fru Olivarius havde ladet sin datters gamle 2 etagers dukkehus stille op i et lille værelse, som derefter blev stillet til Lottes disposition, så tit hun selv havde lyst. Her var rig mulighed for Lottes fantasi og hun var derfor meget ofte gæst hos fru Olivarius. Dette bekendtskab dyrkes stadig. Lotte kommer ind hos fru Olivarius 5-6 gange om året, og fru og frøken Olivarius aflægger besøg her på Holmevej et par gange om året.