Kirsten
Alt er glæde og begejstring i dag. Nu ønsker jeg blot at se Ruth og den lille vel hjemme. De havde det i alt fald godt i dag til morgen, men jeg glemte at spørge hvad lillesøster vejer og måler. Jeg skal derop i eftermiddag kl. 14. Jordemoderen sagde at fødslen havde været lidt unormal, den lille var kommet med de korslagte ben først, og det var de unge medhjælpere meget opskræmte over. Jordemoderen tog det meget roligt, hun er 60 – 70 år gammel, og hendes optræden virker som stor opmuntring. Forhåbentlig betyder fødselsmåden ikke noget, fødslen foregik da i alt fald meget hurtigt. Nu skal jeg med Jakob (hvis ”dag” det er i dag) ud at se på det nye hus på Dyssegårdsvej. Vi håber at kunne skrive slutseddel på tirsdag eller onsdag. Jeg løber.
I lørdags kom hun efter lægens råd på hospitalet og nu bliver der bragt mælk ud til hende hver dag. Vi savner at have hende her, og tanken om at hun ikke er rask gør stemningen noget trykket, især kniber det for hendes mor, der jo har haft langt mere med hende at gøre og som tænker meget mere på hende end vi andre. Lillesøster har stadig hoste og hun har siden i lørdags fået ilttilførsel hele tiden. Det kan godt lyde foruroligende, at der skal anvendes så kraftige midler, men på hospitalet siger de at det går godt med hende og at der ikke er noget foruroligende på færde med hende.
Børnene er meget optaget af hendes fravær de første dage, men det er ikke naturligt for dem at gå rundt i en trist stemning i længere tid.
læs hele fars beretning her |
Kirsten startede i skolen i 1957.
Hun havde en god skoletid og mange, der kunne hjælpe hende. Det var dog sjældent nødvendigt. Kun få korrektioner, som da hun kom hjem og fortalte, at de havde hørt om 'Sumpe' i bibelhistorie. Vi andre havde jo hørt om Moses.
Hendes større søskende gav hende både positiv og negativ, men velmenende kritik. En gang havde Torkild fyldt hende med så mange kritikpunkter, at hun grædefærdigt udbrød "jeg er ikke spor bedre end dig". Og den fortalelse kunne vi så alle more os over.
Hun havde mange gode veninder i skolen. Sammen med 3 af disse havde hun en strikkeklub, men der blev ikke megen tid til at strikke, når der også skulle klatres i træer.
I 1.real skiftede Kirsten til Gl. Hellerup Gymnasium, hvor Jens og jeg det samme skolegård skulle op i 2.g.
Der var en snert af kontinuitet og fuldstændiggørelse, når Kirsten bare kom der og tog det hele med. Leif startede på Gammel Hellerup, vist nok i 1951, lige efter at Kirsten var født, og vi var flyttet til Dyssegårdsvej. Leif tog studentereksamen dér i 1958, og på det tidspunkt gik både Jakob og Torkild i mellemskolen. Jakob i en ren drengeklasse og Torkild i den første pigeklasse. Da Kirsten begyndte i 1.real var der mange piger i klassen, og jeg lærte en del af dem at kende - på mere eller mindre tæt hold. |
Da Leif havde knyttet tæt forbindelse til en svensk pige, Gun, der boede på Nørregården i Halland, tog vi med op og besøgte den svenske familie. Det viste sig, at Gun havde mindre brødre, der næsten var jævnaldrene med os, og to kusiner på Kirstens alder. Derfor blev det snart en rutine, at vi 3 først tog der op i en uge, hvorefter svenskerne kom med til Danmark, og blev her en uge
Vi knyttede gode venskaber, og på et tidspunkt ville vi på cykeltur helt til Gøteborg, og samle kusinen Ingegerd op på vejen i Laholm. 
Ingegerd blev dog hurtig træt og syg af strabadserne, og måtte tage hjem igen. Men Kirsten, Jens og jeg fortsatte til Gøteborg.
I 1966, det år hvor Jens og Jeg blev studenter, var vi på bil- og teltferie med far og mor i Sverige og Norge.
På én af campingpladserne mødte vi unge nordmænd til dans og fest (med måde). En af de piger, vi mødte, var Jorun, som inviterede os med hjem. Hjemme i hendes have ville hun tage et billede af os. Da hun stod klar med kameraet, opfordede vi hen til at gå lidt baglæns for at få et bedre billede - vel vidende at hun så ville træde ned i det vandbassin, der var i haven. Det gjorde hun så, men tog det pænt og fotograferede os alligevel. Her er billedet.
Senere kom vi til Bergen, en smuk og regnfuld by. Her mødt vi nogle engelse unge mænd (drenge), som lærte os at spille Dirty Lady. |
Studenten og den studerende  Kirsten blev student i sommeren 1969.
Når jeg tænker tilbage på hendes skole og studieforløb, kan jeg ikke mindes, at der nogen sinde var tale om faglige problemer. Heller ikke ikke mindes jeg suveræne toppræstationer. Det fungerede bare, mens der foregik så meget andet vigtigt og spændende i hendes liv.
Kirsten var optaget af litteratur, og hvordan man herved kunne fokusere på det enkelte menneskes forhold til omverdenen. 
Derfor valgte hun at studere litteraturvidenskab på universitetet. Her beskæftigede hun sig blandt andet med Brechts skuespil om Galilei og de trængsler han måtte gennemleve. Herom havde hun flere gode snakke med far, hvor de kunne udveksle tanker om Galileis vanskeligheder med at holde sig til sandheden og fornuften, uanset hvad autoriteterne sagde.
Siden Kirstens død havde far ovenstående billede af hende, hvor hun læser om Galilei, hængene på væggen sammen med et billede af Galilei.
Efter at hun havde forladt os, dumpede der også en kuvert ind ad brevkassen med et bevis for, at hun havde bestået filosofikum med UG.
|
tilbage til starten
Som 'kort fortalt' ovenfor, mødte Kirsten tjekken Miloslav Zverina, kaldet Milan, på en tur med skolen til Tyskland, hvor elever fra forskellige skoler i Europa var samlet for at udveksle idéer. Det var mens hun gik i 3.g.
Det var en tid med store omvæltninger i Prag. Russerne var ved at overtage magten i landet for at modvirke tendensen mod "socialisme med et menneskeligt ansigt". Tjekkoslovakkerne måtte stadig gerne rejse til lande i vesten, og Milan kom og besøgte vores familje i huset på Dyssegårdsvej - for at blive og søge flygtningestatus.
Jeg husker at far beklagede sig over, at han havde svært ved at koncentrere sig om sit arbejde, når Milan gik hvileløst rundt på værelset oven over fars arbejdsværelse.
Milan fik hurtigt asyl, og med Kirstens hjælp fik han snart etableret sig i Danmark, lærte sproget og begyndte at læse til ingeniør.
Der var meget kontakt familierne imellem i disse år. Både Jens og senere Torkild og Annie besøgte Milans famile i Prag. Forældrene og to mindre tvillingesøstre.
Kirsten besøgte også familjen i Tjekkoslovakiet, hvor hun også var ude på landet i Slovakiet og besøge bedsteforældrene. Bedstemoderen talte langsomt og tydeligt på slovakisk til Kirsten, for så måtte hun vel kunne forså det - mente bedstemoren.
På billedet her under ses Kirsten sammen med Milans bedstefar.
Milan havde også en del kontakt med jævnaldrene tjekker, der som han, også søgte asyl i vestlige lande.
Blandt andet husker jeg en aften, hvor jeg kom hjem fra arbejde, et sommerferiejob på Halmstadbåden, og Jens sad i stuen på Dyssegårdsvej og følte sig som i orkanens øje. Han sad sammen med Milan og hans ven, som snakkede et sprog, han slet ikke forstod, mens de i fjernsynet overværede historiens første månelanding. Direkte! Det må jo så have været i juli 1969, kort efter at Kirsten var blevet student.
Samme år lejede Jens og jeg en folkevogn sammen med Kirsten og Milan, som vi kørte til Paris i. På vejen skulle vi mødes med en anden af Milans venner, som havde fået asyl i Holland, hvor han boede i Arnhem.
Milan fik hurtigt lært at tale dansk. Han talte hurtigt, ligesom sin far, kunne jeg forstå på dem, der havde besøgt familien i Prag.
Han sprang tidlig ud i det danske, så han kunne være svær at forstå i en lang periode, for han havde meget at sige. Men det hjalp med tiden, og vi fik mange snakke. Han fortalte om det glansbillede, man i Tjekkoslovakiet havde af bl.a. Danmark, langt fra svarede til virkeligheden her ovre.
Milans far var forretningsmand, vis nok i et større skofirma. På den måde kom han på en del udlandsrjser. I februar 1971 skulle han til Paris, og det blev arrangeret så Milan kunne tage derned og have nogle dage sammen med ham.
Derfor var Milan ikke i landet, da Kirsten blev indlagt og opereret for blindtarmsbetændelse. Heller ikke da hun døde et par dage efter.
Far og mor tog ud og hentede ham i lufthavnen, da han kom tilbage til Danmark. Her måtte de så overbringe ham den forfærdelige nyhed. De tog ham naturligvis med hjem til Dyssegårdsvej, hvor han sad og græd resten af aftenen, og gentog mange gange "Hun var hele mit liv nu, alt hvad der bandt mig til dette sted. Og nu er hun væk"
Livet måtte jo gå videre, og det gjorde det så. Milan kom meget i hjemmet på Dyssegårdsvej i tiden efter. Vi var jo hans nærmeste familje. En dag kom jeg sent hjem en aften, hvor han og en del af Kirsten og hans fælles omgangskreds festede, og havde fået en del at drikke. "Vi fester her, og er glade" sagde han, og jeg følte, at det var forkert, og var ikke klar til at feste med. Men selvfølgelig var det ikke forkert. Livet skulle jo gå videre.
En anden gang fortalte han mig om, hvordan han var - af nød - ved at finde nye veje til et socialt liv, med udgangspunkt i Kirstens venner og veninder, men hvor tingene måtte udvikle sig helt anderledes, når Kirsten ikke længere var der som sammenhængskraften.
I foråret 1971 kom Milans forældre til Danmark for at besøge deres søn. De besøgte også os på Dyssegårdsvej. Vi sad ved kaffebordet og udvekslede høflighedsfraser og talte lidt om vejr og vind. På et tidspunkt måtte vi tale om Kirsten og døden og alt det triste. Far tog hul på snakken, som vi jo skulle igennem for at lette trykket ved at lade det usagte være sagt. Milans mor brød straks ud i tårer, men af en eller anden grund var det nødvendigt og befriende sammen at kigge på sorgen.
Forbindelsen til Milan ebbede ud, og vi mistede kontakten.
En søndag i 1985, hvor var vi imidlertid på vej til familjedag hos Torkild i Ålsgårde. På vejen kørte vi forbi en grøn Citren Dyan 6, hvor det røg op fra motoren. Jens og Marianne stod uden for og havde fået hjælp af en forbipasserende. Det viste sig at være Milan, som kørte Jens og Marianne op til familien i Ålsgårde hvor vi fik et kort gensyn og en lille snak efter lidt mere end 10 år. Det var sidste gang, jeg har set Milan.
Da Kirstens gravsten skulle flyttes fra Hellerup kirkegård til vores forældres grav på Pedersborg kirkegård, fandt Jens frem til Milan, og kontaktede ham for at høre, om han stadig besøgte graven, og om han var indforstået med, at gravstenen blev flyttet til Sorø. Ja, han besøgte stadig graven, og det var o,k med ham, at vi flyttede stenen til Sorø. Jeg tror, det har været i 2004.
Et par måneder efter at stenen var flyttet har han tilsyneladende været forbi og plante et træ ved siden af Kirstens sten.
tilbage til starten
Kirsten blev student i sommeren 1969.
Når jeg tænker tilbage på hendes skole og studieforløb, kan jeg ikke mindes, at der nogen sinde var tale om faglige problemer. Heller ikke ikke mindes jeg suveræne toppræstationer. Det fungerede bare, mens der foregik så meget andet vigtigt og spændende i hendes liv.
Den eneste af hendes skolepræstationer, som jeg umiddelbart kan komme i tanker om, var hendes 5-tal i mundtlig matematik til studentereksamen. Ikke specielt godt. Jeg var selv på det tidspunkt et par år henne i matematikstudiet på universitetet, og det gav mig i den grad refleksioner over det ligegyldige ved den del af matematikken, der beskæftigede sig med at få bekræftet det umiddelbart indlysende. Hendes ringe karakter beroede på vanskelighederne ved at bevise, at sinusfunktionene var kontinuert. Intet kan være mere ligegyldigt for vores og jordens fremtid end at få vished om, at sinus er kontinuert. Djævlen ligger i detaljen siges det, og det er nok derfor, jeg aldrig siden har haft lyst til at fordybe mig i livets mere inferiøre detaljer.
Mens Kirsten gik i gymnasiet og jeg læste på universitetet, var hendes veninder og venner og mine venner ofte sammen til fester og lignende. Der var lidt flirteri på kryds og på tværs, men aldrig noget, der rigtig brændte igennem. I en periode tog vi på søndagsture med toget til Farum, og gik ud i skoven her fra. Dér havde vi fundet hule, hvor vi ofte satte os og lod hashpiben gå rundt. Jeg husker nu aldrig jeg har oplevet Kirsten beruset, hverken af det ene eller det andet. En søndag morgen, hvor Kirsten havde været til fest lørdag aften, var hun endnu ikke kommet hjem. Jeg kørte med far ud for at hente hende. Da vi skulle afsted, lagde far diskret et tæppe i bilen. Men det blev der heldigvis ikke brug for. Tiden var bare trukket ud i hyggeligt selskab.
Kirsten var optaget af litteratur, og hvordan man herved kunne fokusere på det enkelte menneskes forhold til omverdenen.
Derfor valgte hun at studere litteraturvidenskab på universitetet. Her beskæftigede hun sig blandt andet med Brechts skuespil om Galilei og de trængsler han måtte gennemleve. Herom havde hun flere gode snakke med far, hvor de kunne udveksle tanker om Galileis vanskeligheder med at holde sig til sandheden og fornuften, uanset hvad autoriteterne sagde. Efter Kirstens død havde far ovenstående billede af hende, hvor hun læser om Galilei, hængene på væggen sammen med et billede af Galilei.
Da Kirsten også begybdte at studere, havde vi ikke længere så meget fælles omgangskreds, i og med at der ikke længere var nogen fælles referensramme til skolen. Hun og Milan holdt sammen med hendes kammerater, mest fra skoletiden, jeg med nogle få, også fra skoletiden og Jens med venner fra soldatertiden.
Men Kirsten boede stadig hjemme på Dyssegårdsvej og her havde vi mange gode snakke. Vi (Jens og mig) boede i kælderen, og det var også den vej, man normalt gik ind og ud af huset. Så når Kirsten kom hjem med oplevelser, måtte hun ind og dele dem med os.
I sommeren 1970, fødte storesøster Lotte en dreng, Thomas. Kirsten var helt vild med ham, og påtog sig en gang om ugen at hente ham i dagplejen i Holte. Hun var så glad for ham, og det var en stor lettelse for Lotte, at hun kunne hjælpe hende på denne måde.
Med Kirsten død, døde også så meget kærlighed og overskud til at give, og ville alle gerne finde en måde at kunne udfylde lidt af de huller, hun efterlod. Jeg tilbud at fortsætte med at hente Thomas hjem en gang om ugen, give ham mad, lade ham grise med den, og få ham til at sove, så man kunne komme i gang med sine studier. Jeg læste en fransk matematikbog, og Kirsten må have læst store litterære værker.
Døden kom så pludselig og uventet. Hun havde haft ret ondt i maven nogle dage, så meget at lægen blev tilkaldt og vurderede, at hun skulle have fjernet blindtarmen. Jeg husker, at jeg snakkede med hende på værelset, inden hun skulle afsted og nu næsten ingen smerter havde mere, og derfor følte hospitalindlæggelsen måske unødvendig. Mor var med, da hun blev indlagt, og blev noget forbøffet over at erfare ved medicintjekket , at Kirsten tog p-piller.
Hun fik fjernet blindtarmen og havde det rimeligt godt, da vi var for at besøge hende et par dage efter, hvor hun snart skulle hjem igen. Troede vi!
Men næste morgen, kom mor ned i kælderen til os inden, vi var stået op, og sagde, at de havde ringet fra hospitalet og fortalt, at Kirsten havde fået en blodprop. I lungerne vist.
Mor og far tog afsted til hospitalet, og Jens og jeg gik der hjemme og vidste ingen ting. Timerne gik. På et tidspunkt ville katten op på hendes værelse. Endelig, sidst på eftermiddagen kom far og mor hjem. Mor kom ind på vores værelse og sagde. "Ja sådan kan tingene ske fra den ene dag til den anden. Kirsten er død". De fortalte, hvordan de havde kunnet følge lægernes kamp hele dagen for at holde hende i live. Også hendes egen kamp kunne de se, men hun var aldrig ved bevidsthed i løbet af denne dag. Far måtte, tapper og fattet som han altid var i gang med at ringe rundt til vores søskende og senere til andre familjemedlemmer for at fortælle den frygtlige nyhed
 Dagene efter var mærkelige. Alt syntes så uvirkeligt, og samtidig også så uforanderligt. Ikke eneste gang i livet, men måske den stærkeste gang i livet, hvor mit sind har skreget efter muligheden for at gå baglæns og skrive om på virkelighedens barske historie.
Nære bekendte undgik mig, fordi de var rådvilde i forhold til en passende reaktion. Og fjernere bekendte følte jeg ingen tilskyndelse til at dele min sorg med. Men det var lindrende, at vi havde hinanden i familjen.
Ved begravelsen følte jeg det forkert, at flere ikke var så triste, som de burde være. men selvfølgelig er vi nogen, der må bære mere sorg end andre.
Efter at hun havde forladt os, dumpede der en kuvert ind ad brevkassen med et bevis for, at hun havde bestået filosofikum med UG.
tilbage til starten
Den 19.11.1050: Døve hører, blinde ser, og de døde står op. Store ting sker. De sædvanlige love er suspenderet, og alt er muligt.
Lillesøster blev født i aftes kl. 23.
Man sagde forud, at det ville være alt for tidligt, hvis det skulle ske nu, men i går eftermiddags, da lægen var her, sagde han til Ruth, at han ikke anså det for nogen ulykke, om fødslen skulle komme nu. Om aftenen blev smerterne mere voldsomme og vi var ved at komme ind på, at det måtte være veer.
Børnene, med undtagelse af Leif, som er på sin første week-end med spejdertroppen, skulle som sædvanlig være længe oppe, og de fik lidt hurtigere end sædvanligt, optrådt med sange, forklædninger og halvdårlig forberedt optræden af forskellig art. Hen ad kl. 21 erklærede Ruth, der lå på sovesofaen, og søgte at være med i det hele, at nu ville hun gerne, børnene skulle i seng.
Et par minutter efter ringede jeg først til lægen og derefter til jordemoderen. Vi blev enige om at se tiden an en time endnu. Nu fik Doris (den unge pige) travlt med at sy vaskeklude, og jeg førte liste over alt hvad der skulle i kufferten. Ved 22 tiden sagde jeg, at nu måtte vi hellere putte det hele i kufferten, som det var, og se at komme afsted.
Et kvarters tid senere var Ruth afleveret på klinikken og jeg på vej hjem til fods. Jeg forlangte straks efter hjemkomsten en kop stærk kaffe og forberedte mig på at blive oppe, til der kom en endelig besked. Inden jeg blev færdig med kaffen ringede telefonen. Tillykke men en lille datter – moder og barn har det godt. Et kvarters tid senere var jeg på fødeklinikken, fik hilst på Ruth og set den lille datter. Hun var meget lille, men så helt menneskelig ud, havde hår på hovedet, drejede lidt utålmodigt på det lille hoved, gav nu og da en spæd lyd fra sig og åbnede til sidst det ene øje lidt på klemt – et smukt mørkt øje, klart og troskyldigt virkede det.
Ruth var træt og jeg blev sendt hjem igen omtrent med det samme. Jeg aflagde fuld beretning for Doris.
Forinden jeg gik på klinikken havde jeg forsøgt at vække Lotte og fortælle hende nyheden, men jeg kunne ikke få så meget liv i hende, at hun kunne sanse og forstå, hvad jeg fortalte. Jeg anså det for formålsløst at forsøge at vække hende igen. Jeg følte trang til at meddele mig, og kl. 24 ringede jeg til Sorø og traf Aase oppe, hun blev lykkelig. Alle føler, at det er en stor lykke, det var jo netop en lille pige, vi havde ønsket.
Lotte var den første, der kom ned til mig om morgenen, hun savnede sin mor og var meget desorienteret, men da jeg fortalte hende om den lille søster, sprang hun op og klappede i hænderne, det var hendes største ønske, der var blevet opfyldt.
 Lotte måtte ind i sengen til mig for at blive varm, hun rystede af kulde. Jeg fortalte hende nu, hvordan en lille prik i moders underliv var vokset lige fra foråret, og nu til sidst fyldte det lille barn så meget, at moder næsten ikke kunne holde det ud. Lotte hørte begejstret efter og forstod, at hun var den store pige, som vidste bedre besked og forstod ting, som de små brødre og kammeraterne ikke rigtig kunne tage del i.
Få minutter senere vidste alle børnene, at de havde fået en lillesøster. Torkild sagde: ”øv, så skal hun have gummibukser og tisse på gulvet, og alt det”. Da jeg barberede mig kom Anders op i badeværelset og besøgte mig. Jeg forklarede ham, at mor var syg, og mor kom snart hjem igen. Anders sagde efter meget besvær: lillepige med”, og lidt senere: ”Anders lillesøster”.
Nu har jeg ringet til dem alle. Hille (moster) græd, hun havde drømt om Ruth om natten. Johanne (faster) ville have, at jeg skulle tale med dem alle. Gustav (farbror) var også hjemme og fik beskeden. Et kvarter senere ringede svigerfar og svigermor. Johanne (faster) havde ringet i mellemtiden. Min mor var stået op af sengen og lod som rask efter månedlangt sengeleje.
Alt er glæde og begejstring i dag. Nu ønsker jeg blot at se Ruth og den lille vel hjemme. De havde det i alt fald godt i dag til morgen, men jeg glemte at spørge hvad lillesøster vejer og måler. Jeg skal derop i eftermiddag kl. 14. Jordemoderen sagde at fødslen havde været lidt unormal, den lille var kommet med de korslagte ben først, og det var de unge medhjælpere meget opskræmte over. Jordemoderen tog det meget roligt, hun er 60 – 70 år gammel, og hendes optræden virker som stor opmuntring. Forhåbentlig betyder fødselsmåden ikke noget, fødslen foregik da i alt fald meget hurtigt.
Nu skal jeg med Jakob (hvis ”dag” det er i dag) ud at se på det nye hus på Dyssegårdsvej. Vi håber at kunne skrive slutseddel på tirsdag eller onsdag.
Jeg løber
Den 02.02.1951 Lillesøster, der fra sin tredje hverdag måtte tilbringe de næste 14 dage på Gentofte Amtssygehus, hvor man på grund af en lettere forkølelse og fordi hun ikke ville tage mad til sig anbragte hende i varmekasse, hun har nu atter måttet på hospitalet.
Hun havde i sidste uge fået en omgang forkølelse, der efterhånden udviklede sig til en besværlig hoste i forbindelse med meget slim i luftvejen. Vi var ofte i vildrede med, hvad
vi skulle gøre, når hun havde besvær med at få vejret. I lørdags kom hun efter lægens råd på hospitalet og nu bliver der bragt mælk ud til hende hver dag. Vi savner at have hende her, og tanken om at hun ikke er rask gør stemningen noget trykket, især kniber det for hendes mor, der jo har haft langt mere med hende at gøre og som tænker meget mere på hende end vi andre. Lillesøster har stadig hoste og hun har siden i lørdags fået ilttilførsel hele tiden. Det kan godt lyde foruroligende, at der skal anvendes så kraftige midler, men på hospitalet siger de at det går godt med hende og at der ikke er noget foruroligende på færde med hende.
Børnene er meget optaget af hendes fravær de første dage, men det er ikke naturligt for dem at gå rundt i en trist stemning i længere tid.
tilbage til starten
Tale fra Kirstens far i hjemmet efter begravelsen:
I disse stuer har Kirsten været med til at, skabe liv i de forløbne 20 år. At her i dag ser anderledes ud er ”för tillfället”, Af samme grund var vi i onsdags hos pastor Bjerrum. Da vi havde fortalt løs om Kirsten og nævnt vore mange salmeforslag, mente P.B. ikke, der var meget, for ham at gøre: den højtid må man synge og spille sig igennem. Hans dom var rigtig — ligesom hans salmeudvalg.
De første år efter krigen boede vi på Holmevej under snævre forhold med vore 6 børn. Senere købte vi huset her, medens det endnu var på tegnebrættet. Så stor var glæden over det paradis, vi nu skulle ind i, at Ruth måtte ønske sig at, føde et barn, som kunne få hele sin opvækst i det nye. — Barnet kom præcist, som forløberen til det forjættede. Huset blev som alle nye huse forsinket i "uventet grad"
Kirstens dåbsfest blev dog fejret her. — Og i tiden fra da til nu er der forløbet 20 lykkelige år, hvor solen villigt har skinnet ind ad vore vinduer;  og Kirsten har med sin altid glade færden været med til at reflektere de solstrejf, som kom eller som havde været der. Hun sluttede sin fysiske vækst, og en åndelig vækst. tog til. Interessen fór vidt omkring; men tilholdsstedet var endnu for 10 dage siden her. Hendes glade givende sind manifesterede sig som et indre pres, der bød hende at udrette noget, når ideerne var der. Vor lykkelige og glade "mindste” vedblev hun at være. Hun var, hvad salmebogssproget kalder: lyksalig, Derfor skulle den første salme synges (mors salme: Lyksalig, lyksalig, hver sjæl som har fred))
 Ordet glad har jeg allerede ofte nævnt. Glad, udadvendt og givende var karakteristika for hendes natur. Hun kom let og selvstændigt, gennem oprørsstadiet og videre til at udvikle et behov for forståelse af og medleven i alt menneskeligt, hun mødte. Hun elskede det, som var på vej, det der var grøde i, også hendes bydel Dyssegård—He11erup, Strøget, København, Nordsjælland, Halland, Paris, Prag, Sweitz, haver, skove, parker, menneskevrimmel og mennesker på tomandshånd, Hun var på disse områder netop i en vældig modningsperiode. Hun var på vej ind i sin forsommer. Derfor skulle den anden salme synges (fars salme: Gak ud min sjæl, betragt med flid i denne…)
Kirsten blev matematisk student, Hun kunne have drevet det vidt i matematik eller fysik, for det lå for hende at iagttage, rubricere og gå i dybden; men tør teori kunne ikke fange hende. Hendes kvindelige fornemmelse for det, der rørte sig hos medmenneskene måtte føre hende over i det humanistiske. Også her måtte hun have reale tilknytnings-punkter. På et internationalt studenterkursus i Harzen traf hun for knapt to år siden sin Milan, Han flygtede kort efter fra Prag, og Kirsten hjalp ham med at komme i gang som politisk flygtning i København. Milan blev hendes et og alt, og det omvendte skete også. I december 1970 blev de viet til hinanden. Det er netop i perioden sammen med Milan, at Kirstens store interesse for litteraturvidenskab er vokset frem så stærkt. Denne interesse og interessen for Milan — kærligheden — fik ikke lov at tage fra hinanden. De var snarere hinandens forudsætninger, to sublime sider af samme sag.
Stort fik Milan, og stort har han nu mistet ; men ladt i stikken er han ikke. Derfor skulle vi synge den tredje salme (Milans salme: Den er slet ikke af Gud forladt, som tager hans hjertenskære…)
I dagene der er gået siden Kirsten døde, har vi flere gange oplevet, at der stadig kommer solstrejf ind ad vore vinduer. Om de kan reflekteres har vi ikke haft lejlighed til at se. Foreløbig står det os uhyggelig klart, at Kirsten er væk herfra. Det opfordrer os ikke til at være glade. Giver vi os rigtigt til at tænke på Kirsten, da hun færdedes glad omkring i vore stuer, og bort herfra og hjem hertil, kan vi imidlertid ikke komme uden om det udadvendte, og på samme måde med det givende. Ingen af delene har hun taget med sig.
Ligger der ikke en mægtig udfordring deri, at, det hun nu er afskåret fra er tilgængeligt for os. Milan, min kære dreng, disse ting ligger jo foran dig, og du må være Kirstens nærmeste arvtager. Du har manddomsårene foran dig, og et nyt hjemland har Kirsten skaffet dig.
— Lad os nu allerførst gøre dette bo op. Om der så også er mulighed for det glade, kan vi foreløbig lade ligge. Måske er det, at være glad blot en hyggefølelse, der følger med, når man får lejlighed til at gøre en indsats (gerne udadvendt, givende). Endelig er du jo også en slags ambassadør for de værdier i dit eget land, du holdt af. Du er en PR—mand for Tjekkoslovakiet.
Tale fra Leif ved samme lejlighed:
Kære Kirsten — På dine søskendes vegne vil jeg gerne have lov at takke dig for, hvad du har været for os.
Det tomrum, din bratte bortgang har skabt, har rørt os alle dybt og vi vil komme til at savne dig meget.
Vi vil huske dig som en meget hjælpsom og opofrende pige, der altid var glad og i godt humør.
Din pludselige død er svær at bære for os, og den har fået os til at tænke på, hvor ofte vi i hverdagen gør små og ubetydelige problemer til store og uoverkommelige.
Du var lykkelig til det sidste Kirsten, og mindet herom vil styrke os, når hverdagen vender tilbage
Tak Kirsten.
Brev fra Kirstens instruktør til hendes forældre
Må det med nogen forsinkelse være mig tilladt at udtrykke min dybeste medfølelse med Dem efter tabet af Deres Kirsten.
Jeg har kendt Kirsten, siden hun begyndte på universitetet, eftersom hun gik på mit 1.årshold og også i efterårssemeteret 70, samt i februar
— deltog i mine 2.års øvelser. Jeg lærte hende at kende som en enestående sød pige; det er bestemt ikke for meget sagt, at hun var den mest afholdte person på holdet — på grund af sit humør, sin samarbejds-villighed og sin loyalitet. Desuden var hun fagligt højt kvalificeret og skrev en række opgaver til mig, der vidnede om stor omhu og iderigdom. To af dem havde jeg netop her i januar givet hende hovedværksløsning for.
Jeg snakkede meget med Kirsten "udenfor timerne" og kunne således følge med i, hvordan det gik hende i privatlivet, Sidste juni var hun dukket op som den eneste til sidste time før sommerferien — så vi besluttede at "holde fri' og gik i stedet over på Restaurant Scott for at fejre afslutning. Her fortalte hun mig om sin forlovelse med Milan, om sine sommerferieplaner og om sine tanker om sit fremtidige studium. Jeg gik på det tidspunkt til eksamen, og hun huskede siden altid at spørge om, hvordan det gik.
Sidste gang, jeg havde en længere "uformel" samtale med hende, var i slutningen af januar, hvor vi tilfældigt mødtes foran Munksgårds Boghandel Hun havde jo netop været i Prag og havde en masse at fortælle - hvad der i øvrigt ikke var uden forbindelse med studiet, for hun arbejdede samtidig på en opgave om Franz Kafka.
Kirsten er et af de mest ukrukkede mennesker, jeg nogen sinde har mødt, og hun lagde ved denne lejlighed ikke skjul på, hvor lykkelig hun var for at være gift.
Jeg ved, at resten af mit 2. års hold var lige så glade for Kirsten som jeg. Specielt Benny Jørgensen, som hun havde udarbejdet flere opgaver sammen med, vil savne hende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dem, hvad der er sket, når jeg atter mødes med dem på fredag.
Kirsten har altid mindet mig lidt om min egen kone; jeg mener derfor, at jeg er i stand til at fatte Deres - og Milans — sorg.
Deres hengivne
Søren Schou.
| 
.jpg)
